Oprindelse og Historie

 

På Britisk museum findes en samling babylonske teracotta-relieffer fra 2.200 år før vor tidsregning. Disse forestiller krigere med deres hunde. Mastiffen er den hunderace, der idag minder mest om disse babylonske krigshunde. Man formoder at fønikerne bragte Mastiffens forfædre til England, da de handlede tin der. Romerne sendte hundene til arenaen i Rom. Her måtte de kæmpe i et meget nøje afstemt styrkeforhold. Fire Mastiff´s mod en løve, ter mod en bjørn og to mod en gladiator.

 

Mastiffen var meget udbredt i middelalderen. HenrikVII skænkede Karl V af Spanien 400 fuldt uddannedekrigshunde, alle Mastiff´s. I Edward III´s regeringstid var det lov, at hver landsby skulle have et bestemt antal Mastiff´s. Vagthundene blev holdt inden døre om dagen og gik omkring mellem kvinder og børn. Om aftenen blev de lukket uden for palisaderne. Deres opgave var at nedkæmpe de fremmede der nærmede sig byerne om natten.

 

I nyere tid havde Mastiffen sin største udbredelse fra 1870 til 1900. Derefter gik det støt tilbage for racen. Den blev fortrængt af de moderne racer. I 1946 afholdt Old English Mastiff Klub sit første møde siden 1939. Det var kun muligt at finde frem til 7 tjenlige avlsdyr i hele England. Fra disse 7 og fra nogle få importer fra Canada og U.S.A. Byggedes en ny bestand op. I 1950 var bestanden nået op på 50 eksemplarer. I 1972 på 500 eksemplarer. Siden er bestanden steget jævnt.

 

I dag bliver Mastiffen fortrinsvist brugt som selskabs og familiehund. I U.S.A, Holland og Tyskland (og et par enkelte eksemplarer herhjemme) bruger man også Mastiffens rolige og venlige egenskaber i arbejdet med ældre og handicappede, som besøgs og terapihund.

 

 

 

 

Andre fakta om Mastiffen:

En Mastiff er en familiehund, og trives med at være i tæt kontakt med sine mennesker.

 

 

En Mastiff er meget social, og vil ikke trives med at være alene mange timer i løbet af dagen.

 

 

En Mastiff er god til børn, og som regl også katte og husets øvrige husdyr.

 

 

En Mastiff er en meget trofast og hengiven hunderace og skal behandles med respekt.

 

 

En Mastiff strejfer sjældent, og er tæt knyttet til hjemmet.

 

 

 

En Mastiff er en god vagthund, uden at være aggressiv.

 

 

En Mastiff tager tilværelsen med ophøjet ro og bryder sig ikke om alt for megen aktivitet.

 

 

En Mastiff er pga. dens størrelse en dyr hund at have, mht. foder, medicin, bil osv.

 

 

En Mastiff tæve kan veje fra 65-85 Kilo mens en Mastiff han godt kan veje over 100 Kilo.

 

En Mastiff savler, fælder og sviner meget, hvilket man som Mastiff ejer skal kunne affinde sig med .

 

 

En Mastiff har ALTID en FCI/DKK Stambog, ellers er det IKKE en Mastiff.

 

 

En Mastiff er IKKE en kamphund.

 

 

En Mastiff er en trofast og loyal ven, som man skal sætte pris på og dermed også forpligtige sig til at passe på !!!

Om Mastiffen

 

FCI Standard Nr 264

 

18.04.2007 (GB) (ORG 06.03.2007)

 

MASTIFF

 

Oprindelsesland: Storbritannien

Protektion: FCI

 

Kilde:

 

 

Dansk Kennel Klub

www.dkk.dk/

 

 

 

Anvendelse:

Vagt- og sikkerhedshund.

Klassifikation:

FCI Gruppe 2 (Pinschere, Schnauzere, Molosser og Sennenhunde),

Sektion 2.1 (Molosserhunde af Mastiff-type)

Uden brugsprøve.

 

Helhedsindtryk:

Hovedets omrids – i grove træk – virker firkantet set fra alle vinkler. Bredde er meget

ønskeligt, i forhold til hovedets totale længde som 2 til 3. Kroppen er massiv, bred, dyb

og lang, kraftfuldt bygget og anbragt på bredtstillede, rummeligt placerede ben.

Muskulaturen er klart fremtrædende. Betydelig størrelse er et væsentligt ønskemål, når

den er kombineret med kvalitet. Højde og substans er betydningsfulde elementer, men

de skal være proportionalt afstemt til hinanden. Hunden er stor, massiv, kraftfuld og

harmonisk, med fast og sluttet bygning.

 

Temperament:

En kombination af majestætisk værdighed og mod. Rolig, hengiven over for sin herre,

men en kompetent vagthund.

Hoved:

 

Skalle:

Skallen er bred mellem ørerne, og panden er flad, men med rynker, når hundens

opmærksomhed er vakt. Øjenbrynsbuerne er let hævede. Muskulaturen i tindinger og

kinder er veludviklet. Skallens tværsnit har oventil form som en afrundet, lidt flad bue

med en fordybning, der går op over pandens midte fra midt mellem øjnene og halvvejs

op til nakkekammen.

 

Næse:

Set forfra er næsen bred, med bredt ansatte næsebor. Set fra siden er den flad (ikke

tilspidset eller opadvendt).

 

Næseparti:

Ansigt/næseparti er kort, bredt neden for øjnene, og bevarer næsten denne bredde

helt ud til næsen. Det virker afskåret, dvs stumpt og brat afsluttet, så der dannes en ret

vinkel med næseryggen. Dybden er betydelig fra næsen til kæbens underkant.

Længden af næsepartiet i forhold til hovedets samlede længde er som 1 til 3, og dets

omkreds (målt midtvejs mellem øjne og næse) forholder sig til hovedets omkreds (målt

foran ørerne) som 3 til 5.

 

Læber:

Hvor overlæberne skilles, danner de stumpe vinkler med næsebruskens overlinie og er

let hængende for at give en firkantet profil.

Kæber, bid : Underkæben er bred hele vejen ud. Hjørnetænderne er sunde og kraftige og placeret

langt fra hinanden. Saksebid, tangbid eller let underbid. De nederste fortænder må

aldrig kunne ses ved lukket mund.

 

Øjne:

Små og placeret langt fra hinanden med mindst to øjnes indbyrdes afstand. Stoppet

mellem øjnene er godt markeret, men ikke for brat. Øjenfarven er nøddebrun, så

mørke som muligt, og blinkhinderne må ikke kunne ses.

 

Ører:

Små, føles tynde, bredt ansat øverst på skallens sider, så de fortsætter linien tværs

over skallens øverste del. I hvilestilling ligger de fladt og tæt ind til kinderne.

 

Hals:

Øjne:

Små og placeret langt fra hinanden med mindst to øjnes indbyrdes afstand. Stoppet

mellem øjnene er godt markeret, men ikke for brat. Øjenfarven er nøddebrun, så

mørke som muligt, og blinkhinderne må ikke kunne ses.

 

Ører:

Små, føles tynde, bredt ansat øverst på skallens sider, så de fortsætter linien tværs

over skallens øverste del. I hvilestilling ligger de fladt og tæt ind til kinderne.

 

Hals:

Let buet, moderat lang og meget muskuløs. Dens omkreds er 2½ til 5 cm mindre end

hovedets omkreds foran ørerne. Let buet, moderat lang og meget muskuløs. Dens omkreds er 2½ til 5 cm mindre end

hovedets omkreds foran ørerne.

 

 

Krop:

Ryg, lænd:

Ryg og lænd er brede og muskuløse. Lænden er flad og meget bred hos tæver, let

hvælvet hos hanner.

 

Bryst:

Brystet er bredt og dybt og rækker godt ned mellem forbenene. Ribbenene er buede

og godt rundede; de bageste ribben er dybe og placeret godt bagud mod hofterne.

Brystomfanget måler 1/3 mere end skulderhøjden.

Underlinie:

Flankerne er meget dybe.

 

Hale:

Højt ansat og når ned til haserne eller lidt længere. Den er bred ved roden og bliver

gradvis tyndere udefter. I hvilestilling bæres den lige nedefter, men når hunden er

opildnet, danner halen en bue med spidsen pegende opefter, dog ikke ind over ryggen.

 

 

Lemmer:

 

Forpart:

Forbenene er lige og stærke og bredt stillede, med svære knogler.

 

Skuldre:

Skulder og overarm er let skråtstillede, svære og muskuløse.

 

Albuer:

Bredt ansatte.

Mellemhånd:

Lodret.

 

Bagpart:

Bred, fyldig og muskuløs.

 

Underlår:

Veludviklede.

 

Haser:

Velvinklede og har stor indbyres afstand. De stilles med god bredde både i stand og

skridtgang.

 

Poter:

Store og runde, med godt hvælvede tæer. Kløerne er sorte.

 

Bevægelse:

Kraftfuld og letflydende med god rækkevidde.

 

Pels:

 

Hårlag :

Kort og tæt tilliggende, men ikke alt for fin i strukturen over skuldre, hals og ryg.

 

Farve :

Abrikos-fawn, silver-fawn, fawn eller mørk fawn-brindle. For alle farver gælder, at

næseparti, ører og næse skal være sorte. Partiet omkring øjnene skal ligeledes være

sort, og den sorte farve fortsætter op mellem øjnene.

 

 

Fejl:

 

Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for

bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang og dens betydning for

hundens sundhed og velbefindende.

 

Alvorlige fejl:

• Fortænderne synlige ved lukket mund.

 

Diskvalifikation:

• Aggressivitet eller overdreven skyhed.

Hunde, som tydeligt viser tegn på fysiske eller adfærdsmæssige abnormiteter, skal diskvalificeres.

 

Bemærk:

Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.

 

Dansk Kennel Klubs bemærkning:

Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl

 

Standarden udgivet af FCI 18 APRIL 2007

Oversættelsen godkendt af DKK’s Standard Komité JULI 2007

 

¤ ¤ ¤ NB! Denne udgave erstatter standard udsendt af DKK i OKTOBER 1989 ¤ ¤ ¤